Home

KRÆFTER

Hvilende i vores histories jorddepoter

I dag afslørede en rendegraver ud af en smuldrende flanke jord
en flaske rav intakt en hundredår gammel
kur mod feber eller melankoli et styrkende middel
til at leve på den her jord i det her klimas vintre

I dag læste jeg om Marie Curie:
hun må have vidst at hun led under strålingen
hendes krop var blevet bombarderet i årevis af det grundstof
hun havde renset
Det lader til at hun fornægtede til det sidste
kilden til sin grå stær
den krakelerede og væskende hud          på hendes fingerspidser
til hun ikke længere kunne holde om et reagensglas eller en blyant

Hun døde     en berømt kvinde    der fornægtede
sine sår
fornægtede
at hendes sår   kom    fra den samme kilde som hendes kræfter

1974

*

FANTASI OM ELVIRA SHATAYEV

(leder af et kvindeligt klatrehold, hvoraf alle døde i en storm på Lenin Peak i august 1974. Senere fandt og begravede Shatayevs mand deres lig.)

Kulden var kold ind til vores blod
var koldere så døde
vinden hen og vi sov

Hvis jeg taler fra den her søvn
er det med en stemme der ikke længere er personlig
(jeg får lyst til at sige med stemmer)
Da vinden rev vores åndedræt fra os til sidst
havde vi ikke længere brug for ord
I månedsvis årevis havde vi alle
mærket et ja vokse i os
langsomt formet mens vi stod ved vinduer ventede
på tog reparerede en rygsæk børstede vores hår
Det vi skulle lære var enkelt det vi havde
heroppe som ud af alle ord samlede det ja
sine kræfter smeltede sammen og præcis tids nok
til at møde et endegyldigt Nej
det sorte hul der trækker verden til sig

Jeg kan mærke du klatrer imod mig
dine pigsko efterlader deres geometriske bid
en kolossal prægning på mikroskopiske krystaller
som dengang jeg fulgte dit spor i Kaukasus
Nu er jeg længere
fremme end nogen af os kunne drømme om var muligt
Jeg er blevet
den hvide sne pakket som asfalt af vinden
kvinderne jeg elsker kastet let imod bjerget
den blå himmel
vores frosne øjne løsnet gennem stormen
vi kunne have quiltet det blå sammen til et tæppe

Når du har begravet os fortalt din historie
Du kommer (det ved jeg) med din kærlighed dit tab
fastspændt til din krop med din båndoptager kamera
isøkse imod alles råd
for at give os en begravelse i sneen og i dit sind
Mens min krop ligger herude
og glitrer som en prisme i dine øjne
hvordan skulle du kunne sove Du klatrede hertil for din egen skyld
vi klatrede hertil for vores egen skyld

slutter vores ikke vi strømmer
ind i det uafsluttede det ufødte
det mulige
Den varme marv i hver eneste celle gled ud af os
ud i universets tynde luft
klippepanseret under den her sne
det her bjerg som har taget aftrykket af vores sjæl
gennem elementære og øjeblikkelige forandringer
som dem vi gennemgik
for at få hinanden hertil
vi valgte os selv hinanden og det her liv
hvor hver eneste vejrtrækning og greb og videre fodfæste
er et sted der stadig udspiller sig og fortsætter

I dagbogen skrev jeg: Nu er vi parate
og hver af os ved det Jeg har aldrig elsket

sådan her Jeg har aldrig set
mine egne kræfter blive taget sådan imod og delt
og givet tilbage
Efter den lange træning de første lejre
bevæger vi os nu næsten ubesværet i vores kærlighed

I dagbogen da vinden begyndte at rive
i teltene over os      skrev jeg:
Nu ved vi at vi altid har været i fare
nede i vores adskilthed
og nu heroppe sammen men indtil nu
har vi ikke kendt vores styrke

I dagbogen der blev revet ud af mine hænder havde jeg skrevet:
Hvad betyder kærlighed
hvad betyder det ”at overleve”
et reb af blå ild binder vores kroppe
sammen brændende i sneen Vi vil ikke leve
og nøjes med mindre Vi har drømt om det her
hele vores liv

1974

 

SULT

(til Audre Lorde)

1.

En bakke indhyllet i tåge på et gigantisk kontinent,
intimitet forsynet med rædsel,
en sløret sekvens den kinesiske malers blækpen planlagde,
en scene af fortvivlelse trøstet
af to menneskeskikkelser hensynsløst udsat
de kryber sammen i en pindeagtig båd
i forgrunden. Måske er det sådan vi ser ud,
jeg ved det ikke. Jeg tænker på
om vi overhovedet har det vi tror vi har—
oplyste vinduer som et udtryk for beskyttelse,
et folie af hjemmeliv
over skrøbelige tage. Jeg ved at jeg delvist er et andet sted—
hytter spredt ud over et tørkeplaget land
ikke mit, udtørrede bryster, mine og ikke mine, en mor
ser mine børn svinde ind af sult.
Jeg bor i min vestlige hud,
mit vestlige blik, flænset
og kastet rundt af det jeg ikke kan kontrollere og ikke engang fatte.
Sæt tal på lidelserne, og du vil kunne herske over verdenen.

 

2.

om at videregive en slags liv til vores børn,
om at ændre virkeligheden for vores elskere
om så bare i en enkelt skælvende dråbe vand.
De kán herske over verdenen så længe de kan overbevise os om
at vores smerte er hierarkisk.
Er sultedøden værre end selvmordet,
end et liv levet i sult og selvmordstanker, hvis en sort lesbisk kvinde dør,
hvis en hvid prositueret dør, hvis et kvindeligt geni
sulter sig selv for at ernære andre,
med selvhadet tæskende løs på sin krop?
Noget der dræber os eller efterlader os halvlevende
hærger under navnet en ’guddommelig handling’
i Chad, i Niger, i Burkina Faso—
ja, den mandlige gud som indvirker på os og på vores børn,
den mandlige stat som indvirker på os og på vores børn,
til vores hjerner er sløvet af fejlernæring,
men skærpet af begæret efter at overleve,
vores kræfter bliver dagligt opbrugt i kampen

 

3.

Vi kan betragte hinanden gennem hver vores levetid
ligesom de to skikkelser i den pindeagtige båd
kastet sammen i en kinesisk blækscene;
selv vores intimitet er forsynet med rædsel.
Sæt tal på lidelserne? Min skyld er i det mindste åben,
jeg er blevet kendt skyldig i alle mine overbevisninger—
også dig. Vi viger tilbage fra at røre ved
vores magt, vi svinder ind, vi sulter os selv
og hinanden, vi er dødsens bange
for hvad det vil sige at tage og bruge vores kærlighed,
oversprøjte byen, verdenen,
at anvende og føre dens stråle, ødelægge
gift, parasitter, rotter, vira—
ligesom de forfærdelige mødre vi længes efter og frygter at være.

1974-1975

 

4.

Beslutningen om at ernære verdenen
er en ægte beslutning. Ingen revolution
har valgt det. For det valg kræver
at alle kvinder skal være frie.
Jeg er ved at kvæles af smagen af brød i Nordamerika
men smagen af sult i Nordamerika
forgifter mig. Ja, jeg er levende nok til at kunne skrive de her ord,
til at kunne bladre igennem Kollwitz’s kvinder
der samler de plagede børn i deres plagede arme
”mødrene” drænet for mælk, ”de overlevende” drævet
til selvudførte aborter, selvpålagt sult, til et blik
bittert, størknet og stumt.
Jeg er levende nok til at kræve mere end livet,
kræve det for andre sultende og ufødte,
at navngive de tab der borer
i min vilje, mine ømheder, i hjernerne
på døtre, søstre, elskere fanget i krydsilden
fra sindets terrorister.
I det sorte spejl i subwayens ruder
hænger mit eget ansigt, udhulet af vrede og begær.
Svøbt i udmattelse, på den nedtrampede avisside,
skærmer en kvinde et dødt barn for kameraet.
Begæret efter at være til er indskrevet i hendes krop.
Indtil vi finder hinanden, er vi alene.

Översättning från engelska till danska: Ditte Holm Bro

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s