Home

IMG_0008 (1)
Bild: ©Christian Bang Jensen


Kritik
Familieepos • Johanna Frid & Gordana Spasic • 107 sidor • ellerströms

Ur tydningen nr. 25–26: temporaliteter


 

vad skrämde dig som barn
mamma å pappa

min datter er fem uger og hendes sprog er gråd
hun ligger i sin vugge med store åbne øjne
fundamentalt alene

om natten går jeg rundt med hende på armen og synger sange for at trøste hende som en rigtig mor

man kan også narre en rhesusabe til at give en erstatningsmor af ståltråd et knus

kan man være den falske mor?
efterligningsmoren?

moren i Familieepos er voldsomt fraværende som var der tale om flere mødre der er fraværende på samme tid 

kender du godt barns medlidande med ofullgångna vuxna

familie epos, vidnesbyrd

vidnesbyrdet som en måde at få tilladelse til at fortælle
alt
hvem kan fortælle alt
ingen

gennem bogen løber en henvendelse ud til en læser eller snarere en intern henvendelse
der er flere til stede i bogen end mig
en underlig følelse af at være en del af en skare
bogens usynlige befolkning
taler både svensk og dansk
og fordi der er flere der skriver
er det som om vi er flere der læser
samtidigt
læseren er bogens spøgelse
er det altid sådan?
og her
på grund af den interne henvendelse
en følelse af at blive synlige som spøgelser for hinanden

nogen gang undrar jag, om jag verkligen är någons dotter

som et fantom følger barndommen fortælleren
medfører et ønske om hævn

jeg kunne godt tænke mig, at få mors ekskæreste at brinde

’scout’s honor’, eller spejderære, som de siger i dk

sammenhængen mellem vidnesbyrdet og det at komma undan, at slippe væk

sen kom jag på att jag kan välja

at det kun er familie man är fast med

er det virkelig så enkelt?

jeg betragter min datters ansigt
det er hendes fars mund og min næse
man kan ikke vælge sit ansigt
ansigtet slipper man ikke undan

jag tänker att man är en Sån Som Klarar Sig
efter att ha somnat i diket
men man bär liksom diket med sig

man bærer grøften med sig

at klare sig eller ikke at klare sig
det er slumpen, skæbnen

ingen är skyldig någon ett skit

jeg sover gennem min datters gråd
den første halve time
min søvn er stærk
hendes sult er stærkere

i den kinesiske buddhisme har man et begreb der hedder mælkeskyld
man har regnet ud

at et gennemsnitligt spædbarn drikker 1600 liter af sin mors mælk
det er en skyld som ikke kan betales tilbage

en skyld der binder os sammen

mælk er tykkere
end blod

piss är tjockare än katten
pisset går genom min familj

alle här
drivs av skam

skammen är kringflackande
det är lättere att se var skammen tar fäste
än var skammen kommer ifrån

jeg tænker på spædbarnet som det eneste sted skammen ikke får fæste

min datter slår en højlydt prut i et rum fyldt med mennesker
hendes ansigt komplet upåvirket

skammen kommer senere
udefra

jeg vil beskytte hende men ved det er umuligt

hun lyder som et lille dyr når hun græder

barnets søvn og min søvn hænger sammen
jeg vågner af hendes sult og ammer
hendes sult græder og ammes

jeg ved ikke længere hvor min krop slutter og hvor hendes begynder

på något sätt handlar det om rummets proportioner i förhållande til kroppen

på en måde handler det om udviskede grænser
barnets
sprogets

svensk og dansk er ét sprog i bogen
det blandes sammen

vi får ikke sove

to forfatterstemmer er gået sammen om at skrive en bog
i bogen er der kun ét jeg
jeg’et er fælles

vi er ubehjælpeligt sammenbundne subjekter: en familie

en bog udgør en midlertidig familie

kan man sige det sådan?

jeg trøster min datter for at trøste mig selv
jeg ser hende strække sig i sin vugge
og opdager det er mig selv
jeg strækker mig med min datters bevægelser

jeg løfter mig selv op af vuggen

vi græder

vi får ikke sove

man er jo simpelthen ikke død

det er en hård bog om mord, den kredser om et selvmord som om en vugge
en grav

jeg gør alt for at holde hende i live

hendes læber
hendes lille mund
dejlighedsansigtet
fremtiden i hendes hånd 

världen är din gumman

jag talar inte i metaforer men fysiskt och konkret om mina förhoppningar

at tale fysisk og konkret om sine forhåbninger
en vild og vigtig ambition

så afbryder teksten sig selv
siger hold da op midt i en sætning
teksten er flyvsk

det flyvske har noget med vidnesbyrdet at gøre
vidnesbyrdet er ikke en sammenhængende fortælling
ikke en overskuelig dramaturgi
vidnesbyrdet er et forsøg på at fortælle om det man har været vidne til
en datid der gøres til nutid
erindringen er flyvsk og hullet

i forbindelse med udgravningsarbejdet til metroen fandt man et spædbarn der var gravet ned
barnet havde en rød kjole på som var grunden til at man opdagede det

när vi ändå berätter om mord

nogen gang bliver det ejendomligt tydeligt hvor materiell en familie er

jeg mener at våra kroppar binder oss samman
og at de der kroppe har brug for stoler og bord.

en rød kjole

der er ikke længere noget der er rigtigt eller forkert
teksten flakker rodløst mellem sprogene
finder ikke hjem
sproget har mistet sit modersmål
sine grænser

min mor viste mig en gåde hun havde modtaget på sin telefon
en tegning af syv beholdere, krus, der via et rør, på forskellig måde var forbundet til hinanden
opgaven var at finde ud af hvilket krus der først blev fyldt
med den fiktive væske der blev hældt i

den fiktive væske der blev hældt i krusene kunne vi kalde familie
så er kroppene krusene
det vil sige familien hældes ned i sine kroppe

det var en vanskeligt opgave og min mor og mig brugte lang tid på at regne det ud
endelig kom vi frem til et bud
men vi kunne ikke finde facit noget sted

krusene fyldes
det er hovedsagen

eller Anne Sexton :
En kvinna är sin mor.
Det är huvudsaken

tekstens smertepunkt eller min helt egen

hvordan kender man forskel?

Familieepos inddrager et eget smertepunkt og siger åbenlyst at det ikke er tekstens,
men min egen
meningslös och alldeles öm

siger åbenlyst at en tekst kan rumme begge
en tekst kan fyldes ud og flyde over
en tekst består af forbundne kar
det er ikke til at sige hvilket krus der først bliver fyldt
eller der findes ikke noget facit
kun en fortsat rindende væske

min mor sidder nedenunder og vugger min datter i søvn
jeg sidder på mit arbejdsværelse og overhører hendes gråd
min datter græder og jeg læser

det här är inte heller textens smärtpunkt
hvis det bara finns en är det inte denna
det är bara lite om lilla mig
alla gula rum jag varit i
hoppas du har överseende
kanske säger det något om något, senere

en tilforladelighed i teksten

og den tilbagevendende bevægelse, loopet

at amme mindst otte gange i døgnet, skifte ble syv gange i døgnet, trøste og vugge, at dosere D-vitamin hver dag ved middagstid (seks dråber), at synge solen er så rød mor, jeg ved en lærkerede, hør den lille stær, jeg er træt og går til ro, dagligt

kanske är det det som är kærlighed

egentligen tycker jag att barn ska hållas utanför det här

noget er allerede for sent

noget begynder for tidligt

barndommen er et eksempel

vi ligger i vores vugge
fundamentalt alene

det är bara så att gråten har gjutit en liten sjö inuti mig och i den sjön blir jag kvar

det er nat og vi får ikke sove
vi græder
sådan en gråd som er fælles

en gemensam gråd

mer om sådan gråt senare

der løber en tråd gennem bogen
først tænker jeg at tråden er lavet af blod, så af mælk, så af gråd

jeg… nej detektiven… har ett sällsamt godt sinne för samband
för samband och för tid

er tråden lavet af tid simpelthen?

hver tredje time er min datter sulten
når der er gået to en halv time bliver hun urolig
når den tredje time nærmer sig begynder hun at græde
min datter er et ur

ritualer kan få en att känna sig som en människa

eller en zombie
eller en søvngænger

min datters øre når jeg ammer hende om natten former et spørgsmålstegn i mørket
lavalampen er det eneste lys

gentagelsen spiller en afgørende rolle i bogen jeg læser mens min datter græder

jag menar att våra ansikten och våra armar och våra ben
är till för att upprepa sig
och att det finns en möjlighet i upprepningen

en omsorg?
gentagelsen, er det det der er kærlighed?

hver tredje time gentager sulten sig
att hungern är ett hål tror jag att alla här förstår
en orange elastik sidder på mit venstre eller højre håndled

alt efter hvilket bryst der blev drukket sidst

dränka på svensk
eller bliver det noget andet?

det gør det

det bliver noget andet

vad vet du om att drunkna

först handlar det om
att simma och man bryr sig inte,
men sen handlar det om att dränka sig

drukne i mælk

drukne i mor

et glas mælk har stået ved siden af sofaen i bogen jeg læser i en uge
og det er den der lugter surt

det är sorgen som är oändlig
og siger om en andens sorg at den er lille

helt lille som et spurv

jeg kommer i tanke om noget jeg læste i Maggie Nelson’s bog Bluets om sorg, kærestesorg, livssorg, hun skriver ”she has never held any hierarchy of grief”

betydningen af ikke at hierarkisere sorgen
ikke at holde sin egen sorg op mod andres som en kjole

Familieepos insisterer på at opholde sig i den uendelige sorg
dybere end nogen pels
og at den findes

den sorg der er dybere end andre
og sådan er selv sorgen jaloux
og sådan er selv sorgen befæstet med skam

men det är bara sorgen som är oändlig
och så slumpen, skæbnen
bänkarna är desamma

er bogens smertepunkt sorgen?
det at vreden skygger for sorgen
at vreden gentager sig og ikke bliver genkendt som sorg
sorgen er dyrisk og dyb som en pels

bogens mange mødre
som alle er lige fraværende

er et smertepunkt et hul der trækker alt til sig
en oändlig sult

… fælles for os

nu græder barnet i sin vugge
sulten er en lyd

vi får ikke sove

sulten er en tekst der græder en gemensam gråd

 


Sætningerne i kursiv er citater fra Familieepos af Johanna Frid og Gordana Spasic

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s