Bild: ©Christian Bang Jensen
Kritik
Familieepos • Johanna Frid & Gordana Spasic • 107 sidor • ellerströms
Ur Tydningen nr. 25/26: temporaliteter
vad skrämde dig som barn
mamma å pappa
min datter er fem uger og hendes sprog er gråd
hun ligger i sin vugge med store åbne øjne
fundamentalt alene
om natten går jeg rundt med hende på armen og synger sange for at trøste hende som en rigtig mor
man kan også narre en rhesusabe til at give en erstatningsmor af ståltråd et knus
kan man være den falske mor?
efterligningsmoren?
moren i Familieepos er voldsomt fraværende som var der tale om flere mødre der er fraværende på samme tid
kender du godt barns medlidande med ofullgångna vuxna
familie epos, vidnesbyrd
vidnesbyrdet som en måde at få tilladelse til at fortælle
alt
hvem kan fortælle alt
ingen
gennem bogen løber en henvendelse ud til en læser eller snarere en intern henvendelse
der er flere til stede i bogen end mig
en underlig følelse af at være en del af en skare
bogens usynlige befolkning
taler både svensk og dansk
og fordi der er flere der skriver
er det som om vi er flere der læser
samtidigt
læseren er bogens spøgelse
er det altid sådan?
og her
på grund af den interne henvendelse
en følelse af at blive synlige som spøgelser for hinanden
nogen gang undrar jag, om jag verkligen är någons dotter
som et fantom følger barndommen fortælleren
medfører et ønske om hævn
jeg kunne godt tænke mig, at få mors ekskæreste at brinde
’scout’s honor’, eller spejderære, som de siger i dk
sammenhængen mellem vidnesbyrdet og det at komma undan, at slippe væk
sen kom jag på att jag kan välja
at det kun er familie man är fast med
er det virkelig så enkelt?
jeg betragter min datters ansigt
det er hendes fars mund og min næse
man kan ikke vælge sit ansigt
ansigtet slipper man ikke undan
jag tänker att man är en Sån Som Klarar Sig
efter att ha somnat i diket
men man bär liksom diket med sig
man bærer grøften med sig
at klare sig eller ikke at klare sig
det er slumpen, skæbnen
ingen är skyldig någon ett skit
jeg sover gennem min datters gråd
den første halve time
min søvn er stærk
hendes sult er stærkere
i den kinesiske buddhisme har man et begreb der hedder mælkeskyld
man har regnet ud
at et gennemsnitligt spædbarn drikker 1600 liter af sin mors mælk
det er en skyld som ikke kan betales tilbage
en skyld der binder os sammen
mælk er tykkere
end blod
piss är tjockare än katten
pisset går genom min familj
alle här
drivs av skam
skammen är kringflackande
det är lättere att se var skammen tar fäste
än var skammen kommer ifrån
jeg tænker på spædbarnet som det eneste sted skammen ikke får fæste
min datter slår en højlydt prut i et rum fyldt med mennesker
hendes ansigt komplet upåvirket
skammen kommer senere
udefra
jeg vil beskytte hende men ved det er umuligt
hun lyder som et lille dyr når hun græder
barnets søvn og min søvn hænger sammen
jeg vågner af hendes sult og ammer
hendes sult græder og ammes
jeg ved ikke længere hvor min krop slutter og hvor hendes begynder
på något sätt handlar det om rummets proportioner i förhållande til kroppen
på en måde handler det om udviskede grænser
barnets
sprogets
svensk og dansk er ét sprog i bogen
det blandes sammen
vi får ikke sove
to forfatterstemmer er gået sammen om at skrive en bog
i bogen er der kun ét jeg
jeg’et er fælles
vi er ubehjælpeligt sammenbundne subjekter: en familie
en bog udgør en midlertidig familie
kan man sige det sådan?
jeg trøster min datter for at trøste mig selv
jeg ser hende strække sig i sin vugge
og opdager det er mig selv
jeg strækker mig med min datters bevægelser
jeg løfter mig selv op af vuggen
vi græder
vi får ikke sove
man er jo simpelthen ikke død
det er en hård bog om mord, den kredser om et selvmord som om en vugge
en grav
jeg gør alt for at holde hende i live
hendes læber
hendes lille mund
dejlighedsansigtet
fremtiden i hendes hånd
världen är din gumman
jag talar inte i metaforer men fysiskt och konkret om mina förhoppningar
at tale fysisk og konkret om sine forhåbninger
en vild og vigtig ambition
så afbryder teksten sig selv
siger hold da op midt i en sætning
teksten er flyvsk
det flyvske har noget med vidnesbyrdet at gøre
vidnesbyrdet er ikke en sammenhængende fortælling
ikke en overskuelig dramaturgi
vidnesbyrdet er et forsøg på at fortælle om det man har været vidne til
en datid der gøres til nutid
erindringen er flyvsk og hullet
i forbindelse med udgravningsarbejdet til metroen fandt man et spædbarn der var gravet ned
barnet havde en rød kjole på som var grunden til at man opdagede det
när vi ändå berätter om mord
nogen gang bliver det ejendomligt tydeligt hvor materiell en familie er
jeg mener at våra kroppar binder oss samman
og at de der kroppe har brug for stoler og bord.
en rød kjole
der er ikke længere noget der er rigtigt eller forkert
teksten flakker rodløst mellem sprogene
finder ikke hjem
sproget har mistet sit modersmål
sine grænser
min mor viste mig en gåde hun havde modtaget på sin telefon
en tegning af syv beholdere, krus, der via et rør, på forskellig måde var forbundet til hinanden
opgaven var at finde ud af hvilket krus der først blev fyldt
med den fiktive væske der blev hældt i
den fiktive væske der blev hældt i krusene kunne vi kalde familie
så er kroppene krusene
det vil sige familien hældes ned i sine kroppe
det var en vanskeligt opgave og min mor og mig brugte lang tid på at regne det ud
endelig kom vi frem til et bud
men vi kunne ikke finde facit noget sted
krusene fyldes
det er hovedsagen
eller Anne Sexton :
En kvinna är sin mor.
Det är huvudsaken
tekstens smertepunkt eller min helt egen
hvordan kender man forskel?
Familieepos inddrager et eget smertepunkt og siger åbenlyst at det ikke er tekstens,
men min egen
meningslös och alldeles öm
siger åbenlyst at en tekst kan rumme begge
en tekst kan fyldes ud og flyde over
en tekst består af forbundne kar
det er ikke til at sige hvilket krus der først bliver fyldt
eller der findes ikke noget facit
kun en fortsat rindende væske
min mor sidder nedenunder og vugger min datter i søvn
jeg sidder på mit arbejdsværelse og overhører hendes gråd
min datter græder og jeg læser
det här är inte heller textens smärtpunkt
hvis det bara finns en är det inte denna
det är bara lite om lilla mig
alla gula rum jag varit i
hoppas du har överseende
kanske säger det något om något, senere
en tilforladelighed i teksten
og den tilbagevendende bevægelse, loopet
at amme mindst otte gange i døgnet, skifte ble syv gange i døgnet, trøste og vugge, at dosere D-vitamin hver dag ved middagstid (seks dråber), at synge solen er så rød mor, jeg ved en lærkerede, hør den lille stær, jeg er træt og går til ro, dagligt
kanske är det det som är kærlighed
egentligen tycker jag att barn ska hållas utanför det här
noget er allerede for sent
noget begynder for tidligt
barndommen er et eksempel
vi ligger i vores vugge
fundamentalt alene
det är bara så att gråten har gjutit en liten sjö inuti mig och i den sjön blir jag kvar
det er nat og vi får ikke sove
vi græder
sådan en gråd som er fælles
en gemensam gråd
mer om sådan gråt senare
der løber en tråd gennem bogen
først tænker jeg at tråden er lavet af blod, så af mælk, så af gråd
jeg… nej detektiven… har ett sällsamt godt sinne för samband
för samband och för tid
er tråden lavet af tid simpelthen?
hver tredje time er min datter sulten
når der er gået to en halv time bliver hun urolig
når den tredje time nærmer sig begynder hun at græde
min datter er et ur
ritualer kan få en att känna sig som en människa
eller en zombie
eller en søvngænger
min datters øre når jeg ammer hende om natten former et spørgsmålstegn i mørket
lavalampen er det eneste lys
gentagelsen spiller en afgørende rolle i bogen jeg læser mens min datter græder
jag menar att våra ansikten och våra armar och våra ben
är till för att upprepa sig
och att det finns en möjlighet i upprepningen
en omsorg?
gentagelsen, er det det der er kærlighed?
hver tredje time gentager sulten sig
att hungern är ett hål tror jag att alla här förstår
en orange elastik sidder på mit venstre eller højre håndled
alt efter hvilket bryst der blev drukket sidst
dränka på svensk
eller bliver det noget andet?
det gør det
det bliver noget andet
vad vet du om att drunkna
först handlar det om
att simma och man bryr sig inte,
men sen handlar det om att dränka sig
drukne i mælk
drukne i mor
et glas mælk har stået ved siden af sofaen i bogen jeg læser i en uge
og det er den der lugter surt
det är sorgen som är oändlig
og siger om en andens sorg at den er lille
helt lille som et spurv
jeg kommer i tanke om noget jeg læste i Maggie Nelson’s bog Bluets om sorg, kærestesorg, livssorg, hun skriver ”she has never held any hierarchy of grief”
betydningen af ikke at hierarkisere sorgen
ikke at holde sin egen sorg op mod andres som en kjole
Familieepos insisterer på at opholde sig i den uendelige sorg
dybere end nogen pels
og at den findes
den sorg der er dybere end andre
og sådan er selv sorgen jaloux
og sådan er selv sorgen befæstet med skam
men det är bara sorgen som är oändlig
och så slumpen, skæbnen
bänkarna är desamma
er bogens smertepunkt sorgen?
det at vreden skygger for sorgen
at vreden gentager sig og ikke bliver genkendt som sorg
sorgen er dyrisk og dyb som en pels
bogens mange mødre
som alle er lige fraværende
er et smertepunkt et hul der trækker alt til sig
en oändlig sult
… fælles for os
nu græder barnet i sin vugge
sulten er en lyd
vi får ikke sove
sulten er en tekst der græder en gemensam gråd
Sætningerne i kursiv er citater fra Familieepos af Johanna Frid og Gordana Spasic
Tydningen | tidskrift för poesi, kritik och teori 